Så pas dog bare ind!

 Åh hvor er det frustrerende mand! Det der med at passe ind, eller mangel på samme.

Man prøver hele tiden og til sidst smider man det lorte håndklæde i ringen og rækker fuckfinger til publikum!

Og så alle de der søde par som man ser holde i hånd ..åh jeg brækker mig..

Det er endnu værre når man møder de par er har været igennem ilden og stadig elsker hinanden..

Hvad fuck altså...

Er jeg mon umulig at elske? Måske er det bare totalt umuligt for mig at elske mig selv..

Men fuck nu det...

Lad bare den fucking vandhane blive ved med at dryppe, indtil jeg fuldstændig drukner.. kender i det? Når ens liv føles som en utæt vandhane som skal justeres hver eneste dag? Og uanset hvad man siger eller gør, så bliver man bare ved med at høre det der... Dryp dryp dryp...

Det der symbol på at man kæmper så hårdt for at lukke inde for det hele! Alt det mærkelige, alle tanker der er kolossale og altid ufuldstændige. 

Måske jeg bare burde skrue mere op for vandhanen og bare lade mig selv få lov til at svømme i alt hvad der er mig.. Lord have mercy!