Jeg er den du siger jeg er, eller hvad?

 Åh de rygter...

Folk går og snakker og snakker.. tænk at snakke så meget, med så få hjerneceller..

Der var engang hvor jeg rent faktisk tog mig af det og det gjorde mig bedrøvet.. men det var dengang. Tiden har ændret den del af mig, jeg måtte indse, at folk altid vil snakke, der er intet jeg kan gøre ved det. Uanset hvor vanilje liv man lever, så vil der stadig være folk der finder på "sjove" historier at fortælle om hende her, der kræfter op på skrift.

Live and let live! Hvad skete der egentlig med det? Keder folk sig så meget, at de må bagtale alt muligt lort, bare for at få et eller andet psykopatisk "kick" ud af det? 

Who the fuck knows! Hvad jeg ved er...

Jeg synker ikke derned og møder dig på bunden! Du må kigge op når du ser mig og ærgre dig over at du ikke kan rive mig ned på dit idiotiske niveau, sammen med dine narcissistiske venner! 

Du møder mig med et smil på læben, fordi jeg ved hvem jeg er. Jeg er mig! Og ikke den du siger jeg er! 

Åh hvor det dog føles godt at være mig